VOR »den nye landevej« fra 1887 fører gennem Hvejsel sogn og passerer den gamle lldved aabro ligger Aadal forsamlingshus, vejleegnens ældste og sikkert mest benyttede. Men overfor denne lave, lange rødstensbygning hæver Aadal mejeri sin skorsten i vejret over de mange smaahuses tage, som om dets slanke skorstenspibe vil meddele alle vejfarende, at det materielle behov sættes højere i Hvejsel sogn end aandelige rørelser.

Hvor uanseelig forsamlingshuset i Aadal end ser ud, er dets 60-aarige gamle mure alligevel et stilfærdigt vidnesbyrd om, at »dje Hvejslinger« gennem slægtled har forstaaet at værdsætte aandelige værdier, selv om mejeriets mælkestrøm flød rigeligt et par aar, inden gaardejer Niels Hauge, Ildved, som formand for byggeudvalget kunne byde sognets beboere velkommen i det det nye forsamlingshus en oktoberdag 1889. Og det er vel værd at lægge mærke til de ord, som udtaltes, da »dje Hvejslinger« første gang tog Aadal forsamlingshus i besiddelse. Pastor Bertelsen

lod sine 400 tilhørere vide, at huset skulle give ly for tidens tanker og samle beboerne trods hver enkelt menneskes særpræg — netop særegenhederne gjorde jo livet rigere! Kloge ord — for ikke mindst dette sogn har ejet mænd og kvinder, hvis særpræg var ensbetydende med karakter og dygtighed. Ja, typen findes endnu iført vor tids klædedragt, men det jydske sind er heldigvis det samme som for slægtled tilbage. 

Skyttesagens vældige opsving efter krigen 1864 gav stødet til, at Aadal fik et forsamlingshus. De lokale skyttekredse rundt om i Jyllands sogne sluttede sig sammen om større fælles opgaver — gymnastikkens betydning som folkeopdrager begyndte at gaa op for folk. En foraarsdag 1868 diskuterede man i Aadal en faneindvielse i Pjedsted, hvor sognets kvinder havde skænket den lokale skytteforening en fane. 30. juni samme aar oplevede Nykirke sogns skytteforening en lignende højtidsdag. Vejle amts sammenslutning af skytteforeninger var en kendsgerning, »de lavere stillede kvinder og mænd« opfordredes til at ofre tid og kræfter paa »ungdommens oplivelse og oplysning«, saa at de lige saavel som bedre og højere stillede fortjente offentlig omtale. Man fik sandelig syn for sagen — »højere stillede mænd og kvinder« bidrog egenhændigt til at »forskjønne og forædle disse fester«, af hvilke Nykirke sogn oplevede den »allerskjønneste«.

Et kig ned mod Aadal fra toppen af Bjerlevvej ca. 1945-50 (klik på billedet for at forstørre!)		En kreds af sognets piger bekostede en flot fane, der nu skulle gives skytterne, og den mest kendte skikkelse blandt landboerne, kammerraad Sabroe til Alstedgaard, ønskede at fejre begivenheden ved at indbyde baade skytterne og pigerne til møde i den henrivende skovdal ved Alsted mølle, hvor en smuk plads pyntedes med flag og blomster. Den statelige kammerraad og hans myndige frue har været omgivet med tilbørlig respekt, saadan var jo tidens skik, rang kaster glans over rangspersoners nærmeste; der er dog ingen tvivl om, at kammer-raaden af ærligt hjerte inviterede befolkningen til denne festlighed. Skytterne og pigerne gik parvis ind i et løvtelt, hvor de beværtedes som kammerraadens

gæster, og lærer Kristensen, Vonge, var ved bordet en ildfuld fortaler med hensyn til skytte-sagens betydning. Fanen overraktes; dermed var festen imidlertid ikke til ende. Skytter og piger blev indbudt til fest i Alstedgaards berømte have, hvor folk atter beværtedes paa den overdaadige maade, som jydsk gæstfrihed foreskriver, og »mere fornøjelig dag havde man næppe oplevet«.En kreds af sognets piger bekostede en flot fane, der nu skulle gives skytterne, og den mest kendte skikkelse blandt landboerne, kammerraad Sabroe til Alstedgaard, ønskede at fejre begivenheden ved at indbyde baade skytterne og pigerne til møde i den henrivende skovdal ved Alsted mølle, hvor en smuk plads pyntedes med flag og blomster. Den statelige kammerraad og hans myndige frue har været omgivet med tilbørlig respekt, saadan var jo tidens skik, rang kaster glans over rangspersoners nærmeste; der er dog ingen tvivl om, at kammerraaden af ærligt hjerte inviterede befolkningen til denne festlighed. Skytterne og pigerne gik parvis ind i et løvtelt, hvor de beværtedes som kammerraadens gæster, og lærer Kristensen, Vonge, var ved bordet en ildfuld fortaler med hensyn til skyttesagens betydning. Fanen overraktes; dermed var festen imidlertid ikke til ende. Skytter og piger blev indbudt til fest i Alstedgaards berømte have, hvor folk atter beværtedes paa den overdaadige maade, som jydsk gæstfrihed foreskriver, og »mere fornøjelig dag havde man næppe oplevet«.

Forsamlingshuset er ordets fæstning, Aadal mejeri det materielle behov! Helt tilfældigt er det imidlertid ikke, at mejeriet kom til at ligge over for forsamlingshuset; mange aar før mejeriet var en kendsgerning, 1887, kunne gamle folk, der i sene aftentimer passerede Ildved aabro, fortælle, hvorledes de havde hørt mærkelig støj, som om usynlige, tunge rokkehjul drejede rundt. Synske koner havde ogsaa set ligskarer paa stedet. Al alle mørkets gespenster frygtedes dog mest den vrinskende, hovedløse hest, som galopperede forbi ensomme vejfarende i maanelyse nætter. Hvad kunne et saadant mørkets møde betyde andet end ulykke, og hvad varslede støjen fra de usynlige hjul? Hjulene varslede Aadal mejeris tilblivelse!