var helt uvant, for i landsby-skolen var han ifølge eget udsagn en middelmådig, måske endda lidt under middel elev, og kun god til tegning og gymnastik.

Ved svendeprøven som skilte-maler fik han sølvmedalje. Samværet med malerkolleger-ne på arbejde og malermester Søren Iversens kunstnersøn, Einar, stimulerede Villy Emil Hansens lyst til at prøve at male. Og lysten blev kun forstærket, da Einar Iversen forærede ham en malerkasse.

Mellem yin og yang

Da Villy Emil Hansen begyndte at male, kunne han ikke holde op igen. Det fyldte så meget, at han malede hver aften og nat, før han gik på arbejde som skiltemaler om dagen. Til sidst valgte han at blive hjemme for at male i atelieret på loftet i huset i Ådal. Og her arbejdede han målrettet på finde sit eget unikke udtryk, der ikke kan sammenlignes med andre.

Det lykkedes med de musikalske billeder, der bærer et universelt ud tryk, en dialektik mellem yin og yang.

»Jeg er en konstruktivist, der maler spontant, eller en spon-tanist, der maler konstruktivt, en slags forligsmand, der får tingene til at gå op i en højere enhed«, sagde han. Det var hans klare overbevisning, at dét — at male, er en livsbekræftende perversitet.

»Se gennem billedet, og se mennesket bag, sagde han altid«

Selv betragtede han slet ikke billedkunsten som den højeste kunstart. Den plads indtog musikken — fulgt af billed-kunst og litteratur.

Musik var altafgørende for Villy Emil Hansen, som det kan opleves i hans maleri. Bach og
Beethoven, men også den græsk-franske komponist Xenakis, der var foregangs-mand for den klangdyrkende

 musik skabt på computeren, var hans fore-trukne. Ja, et partitur af Xenakis indgår i flere af hans malerier.

Holdt sig
for sig selv

Villy Emil Hansen troede ikke på inspirationens vingesus. Han vidste, at man skulle arbejde for sagen og selvfølgelig være i stand til at modtage visse impulser. Ubevidst var han også afhængig af naturen, der omgav hans hjem i Ådal.

»Kunst er sjælfuld fattet form«, skrev forfatteren - Johannes V. Jensen, som Villy Emil Hansen yndede at citere, fordi han var enig i udsagnet.

Villy Emil Hansen var medlem af kunstnersammenslutningen Pro og nød godt af det kollegiale fællesskab på Charlottenborg. Ellers malede han, dyrkede gode venner, samværet med hustruen, Inger, og datteren Thea, men holdt sig ellers for sig selv

Ind imellem skrev han også nogle tanker ned på papiret, som nu følgende:

"Måske synes jeg om

Buddha og Nirvana

Og Sokrates som intet skrev

Og Jesus, der skrev i sandet.

Men foråret kan jeg li."

Midt i det forår, Villy Emil Hansen holdt af, fyldes Kunstbrænderiet af hans efterladte malerier fra en periode over 30 år til minde om en unik maler, der døde alt for tidligt.